Julien frappa/St. amour
Frappa er en af disse fantastiske selvlærte micro-producenter, der bidrager til vores allesammens gode humør med skønne og idiosynkratiske vine, der stammer fra lejede marker i området og er frembragt med beundringsværdig omhyggelighed og begejstring.
Frappa, der ved siden af arbejdet som vinmand arbejder med antropologi på Musée de Confluences i Lyon, har pt. marker i Brouilly og Morgon. Lejemålet i Régnié, hvorfra årgang 20 stammede, er desværre udløbet.
Generelt er her tale om supersaftig og potent Gamay med flot koncentration. Vinene har et højt teknisk niveau; Julien dyrker den nørdede tilgang til vin med tekniske analyser og geologi for viderekomne, men vinene er så naturlige som man kan forestille sig. Med en kort semi-carbonisk gæring på hele klaser og efterfølgende lagring på amfora og fad, er indtrykket energisk og vildt men også luxuriøst, velkomponeret og meget nemt at blive forelsket i.
Vinene laves i ganske små oplag, og er ifølge vedvarende rygter efterspurgt på flere Michelin-restauranter i Paris og Lyon. Men bare rolig, vi har din ryg! Du kan få et par flasker af disse sjældne og smukke trækfugle hos os til hvad der i denne sammenhæng kun kan beskrives som symbolske priser.