BUGEY….KENDER DU DET?

Vin på vej! På vores sidste dag i Frankrig - på vej tilbage til lufthavnen i Génève - havde vi aftalt et besøg hos Cuverievonnas i Revonnas. Bugey [bysjæ] ligger lunt i bakkerne syd for Jura og vest for Savoie, temmelig isoleret i et fantastisk fredfyldt og idyllisk område med stejle vinmarker og storslået natur!

Vi var der først og fremmest for at trykke hånd og se giraffen som man siger; vi havde gjort os selv den tjeneste at købe en kasse med prøver til smagning hjemme. Aurélien Beyeklian, den ene halvdel af foretagendet, tog imod os med åbne arme og et varmt glimt i øjet.

Vinene fra Cuverievonnas er enkle og velsmagende, uden de store armbevægelser og frem for alt ganske umanipulerede. Sprød Chardonnay, saftig Gamay og fin Pinot Noir til en pris som gør det svært at sige nej. Og så har vi endelig fundet vores allerførste dessertvin, eller måske i virkeligheden aperitif; koldgæret Poulsard/Gamay med restsukker og bobler. Cerdon hedder den og mon ikke du skal smage den til de første jordbær?

Som noget andet ganske nyt hos Blancs* har vi også købt en håndfuld flasker Cidre, en hyggelig cider som også kan bruges som aperitif!

Vinene lander i den kommende uge - måske sammen med årets første lærkesang…